De aller ældste danske love er udførlige med hensyn til hvem, der ejer en bisværm.

Det skyldes naturligvis, at en bisværm udgjorde en vis værdi.

Det hed sig i gamle dage – altså på den tid, da hovedparten af Danmarks befolkning stadig ernærede sig ved at dyrke jorden – at en god bisværm før Sankt Hans var lige som meget værd som et godt læs hø.

Selvom en bisværm også i dag repræsenterer en værdi, holder regnestykket dog næppe længere. Vore dages hølæs kan jo også kan være ganske store.

Derimod gælder de gamle loves bestemmelser om, hvem der ejer en bisværm, stadig:

Den, der får øje på en bisværm og følger efter den og mærker hvor den sidder, har retten til sværmen. Det vil sige, har biernes oprindelige ejermand tabt sværmen af syne, har han også tabt ejendomsretten til den. Henter man sværmen på en anden mands grund, skal man yde erstatning for den skade man forvolder. Det vil dog under alle omstændigheder være en rigtig god ide at spørge om lov, inden man bevæger sig ind på en andens persons matrikel.