En aften i honningens tegn

I sidste uge, altså torsdag d. 26.02.2026, havde 55 gæster i ”Skafferiet” en fantastisk aften.

Læs mere om denne aftens indhold, i tidligere udsendt info: Invitation til En aften i honningens tegn

Inden gæsterne ankom var der stillet plancher og honning mv. frem.

Gert, der er formand i Hammel og Omegns Biavlerforening, havde lavet en aftale med Skafferiet’s fantastiske kok Jon, om at lave en aften med fokus på honning. Jon kunne samtidig trække på sin ven Ole, der har flere års erfaring indenfor mjød- og frugtvinsbrygning, og normalt bruger Skafferiet’s restportioner af frosne bær mv. i sin fremstilling af mjød. Og denne aften fik vi lov til at nyde en velkomstdrink og en dessertvin.

Gert havde prikket til et par andre i vores biavlerforening, der også ville være med til at fortælle om honningens vej fra blomst til bord. Selv fortalte Gert lidt om biavl historisk set, om bi-familien generelt og hvilket arbejde der foregår i staderne hos bi-familierne samt hvor stor betydning honningbien og dermed fritidsbiavleren har for bestøvning af afgrøderne.

Gæsterne fik masser af interessant viden om hvordan honningen kommer fra blomsten, ind i stadet og videre til vores borde. Susanne pointerede bl.a. også at 75 % af verdens afgrøder er afhængig af de bestøvende insekter, og fortalte at bierne er særdeles gode til dette arbejde fordi de er ”honning-tro”. Dvs. når de samler nektar, holder de sig til samme slags blomst, hvilket er en stor fordel for de planter der skal bestøves.

Anne gjorde os meget klogere på honning og smag, og kom blandt meget andet ind på, at de gode enzymer, der er i honningen, kun kan klare opvarmning til max 40 oC før de ødelægges. Jon talte selvfølgelig også om smag, og hvordan honningen er med til at balancere rettens syrlighed. Han fortalte om alle de retter vi fik denne aften, og at de alle var lavet med honning, på nær hans koldhævede stenovnsbagte surdejsbrød.

Og hvordan gik aftenen så?

Der var en dejlig stemning, og de små forskellige oplæg omkring honning var rigtige gode og interessante. Allerbedst var dog de mest lækre retter som Skafferiet havde kreeret. De smagte hver især himmelsk, men min favorit blev i sidste ende desserten ”Honning-panna cotta med pocheret pære honeycomb, citronskalspuré og honning-tuille”, der var en Michelin restaurant værdig.

Som tidligere sagt, en helt igennem fantastisk aften.

Del dette indlæg

Nyeste indlæg:

En aften i honningens tegn

I sidste uge, altså torsdag d. 26.02.2026, havde 55 gæster i ”Skafferiet” en fantastisk aften. Læs mere om denne aftens indhold, i tidligere udsendt info:

Læs mere »