Selvom det har ladet vente på sig i år, så kan man mærke at foråret er på vej.
Rapsen er begyndt at strække sig, og vi må bare håbe at bierne kan nå at følge med, når det brager løs med 3 ugers blomstring af raps.
Hvor om alting er, så skal biavleren være helt klar nu med alt det materiel der skal bruges i løbet af sommeren. Det nytter ikke at kasser og tavler ikke er klar til brug, hvis familier skal udvides eller man kommer hjem med en sværm. Er materiellet ikke blevet klargjort i løbet af vinteren, så er nu den sidste chance.

I Hammel og Omegns Biavlerforening mødes vi og laver en hyggelig aften ud af det.
Og i år er nybegynder-kurset fuldt booket op med 15 ivrige kommende biavlere, samt 2 andre nye medlemmer i foreningen – så sammen med de gamle medlemmer var der mange om arbejdet.
Og det er også rart at man kan få hilst på hinanden under afslappede forhold.
Rammer fik snorene strammet og voksen blev smeltet i. Og i hele taget blev der styr på al foreningens materiel.
Og til sidst – som altid – honningmadder og måske et lille glas (eller 2) af foreningens mjød.


