Nyhedsbrev nr. 2, Marts 2025

Hammel og Omegns Biavlerforening

Nyhedsbrev nr. 2, marts 2025


Kære biavler
Foråret er på vej – bierne er aktive på de luneste marts dage og vi biavlere kan glæde os til en travl og spændende periode. I HOB er der mange spændende aktiviteter forude som vi håber medlemmerne vil bakke op om.

Udvalg i HOB

Udvalgene er et meget vigtigt element i HOB og der er mange medlemmer der yder en stor indsats – dejligt – men der er plads til flere hænder i alle udvalg især udvalg for faglige og sociale arrangementer har brug for at blive styrket. Har du lyst til at bidrage i et udvalg så henvend dig gerne til bestyrelsen og tag positivt imod en opfordring til at hjælpe.

Ansøgning om fondsstøtte til nye container

Bestyrelsen arbejder ihærdigt med at søge fonde om tilskud til en container til materiel – desværre uden succes indtil videre. Har du kendskab til oplagte fonde at søge så kontakt bestyrelsen og giv også gerne en hånd med i ansøgningsarbejdet.

Begynderkursus

Kurset havde første teoriaften den 13. marts med 10 deltagere. Undervisere i 2025 er Susanne Bengtson, Per Bengtson og Gert Pedersen Aamand.

Forårsmøde

Den 3. april kl. 19.00 afholder HOB forårsmøde i Gjern Kultur- og Idrætscenter, Skovvejen 6, 8883 Gjern.

Mødet har fokus på:

  • Forårets opgaver i bifamilien med hovedvægt på genopfriskning
    • Hvordan er vinteren gået?
    • Hvordan kommer vi godt i gang med sæsonen?
    • Hvordan og hvornår laver vi den første udvidelse mv.?
  • Skolebigården
    • Aktivitetsplan for den kommende sæson
    • Har du gode ideer til skolebigårdsaktiviteter 2025?
  • Varroamonitorering
    • Hvordan gik det i 2024?
      • Hvordan har familierne klaret sig?
      • Hvad lærte vi?
      • Hvad skal vi gøre bedre?
    • Varroamonitorering 3.0 – planen for 2025
      • Hvordan tages prøven?
      • Hvor ofte tages prøver?
      • Hvem vil deltage – det er lærerigt overvej om ikke du skal deltage med dine bifamilier, så vi får et endnu stærkere erfaringsgrundlag i 2025?.
  • HOB info og drøftelse
    • Bemanding af udvalg
    • Sommerudflugt 2025
    • Vinterprogram 2025/26
    • Exo honningpresse

Kaffepausen nydes sammen med det nye begynderhold. Vi håber du har lyst til at være med og vil meget gerne have din tilmelding senest mandag d. 31. marts til Gert aamand.bakkely@mail.dk eller sms til tlf. 21 71 77 88.

Besøg hos materielforhandler OBC biavl

Mandag den 7. april kl. 18.00 besøger vi OBC biavl, hvor der er mulighed for indkøb af begynderpakke, samt 10 % rabat på køb af andet materiel (bortset fra emballage og foder). Adr.: Dørup Gade 6, 8362 Hørning

Materiel aften

Materielaften i skolebigårdens værksted torsdag den 10. april. Her hjælpes vi ad med at klargøre materiel til sæsonen f.eks. at smelte voks i rammer.

Skolebigården

Første aften i skolebigården er den 24. april. Poul Fjelsted og Jens Jørgen Mose vil også i 2025 informere om aktiviteterne i skolebigården på facebook forud for møderne. Ud over de almindelige aktiviteter i skolebigården vil vi i 2025 gerne tilbyde:

– Opstart af småfamilier i skolebigården
– Varroa monitorering, der er udstyr til at mange flere kan deltage – også dig 
– Nye tiltag – drøftes på forårsmødet den 3. april

Vi håber på stort fremmøde i skolebigården og til bikaffe

Danmarks Biavlerforening

Danmarks Biavlerforening (DBF) afholdt den 1. marts en spændende og lærerig online biavlskonference. Var du ikke blandt deltagerne eller ønsker du at gense indlæggene så kan optagelserne findes på linksene herunder:

  1. Stefan Mandel Erhvervsbiavl med fokus på varroatolerance i Østrig https://youtu.be/rRsDvON5EE4
  2. Jonas Pordel Vind Propolis og Type 1 Diabetes: Foreløbige Resultater fra Rigshospitalets Propolis-projekt https://youtu.be/_7zY8Goo1CU
  3. Olli Loukola Kompleks kognition hos humlebier: Fra indsigtsfuld problemløsning til aktivt samarbejde https://youtu.be/-B3rqOwaq8w
  4. Landskabsarkitekt Alice Nøhr Plant for bierne  https://youtu.be/6L3btjn4APY
  5. Per Kryger Aarhus Universitet /Annette Bruun Jensen Københavns Universitet Nyt om forekomst af skadegørere i danske bifamilier https://youtu.be/X_lRpHHSjuY
  6. Mariia Fedoriak Krigen i Ukraine og dens konsekvenser for biavlen https://youtu.be/Ivt3Dj_zRH4
  7. Kjeld Hansen Den tavse klode https://youtu.be/aTB_tRtbsp8
  8. Charlotte Romlund Honning workshop https://youtu.be/8PLmtJjpV1s
  9. Birgit Agermåne og Jutta Eberhards Bevingede venner i Api-huset i Kyndeløse. https://youtu.be/fDN8NaAj_gU
 
Apimondia – verdenskongres for biavlere i september 2025

I dagene 23. til 28. september 2025 afholder Danmarks Biavlerforening i samarbejde med søsterorganisationerne i Sverige og Norge Apimondia verdenskongressen indenfor biavl i Bella Centret i København. Et stort og meget spændende arrangement, hvor der forventes 10.000 deltagere fra hele verden. Det er uden tvivl en event, der er meget spændende for danske biavlere at være med til. Deltagelse i hele kongressen koster 1.500 kr. og i en dag for 575 kr. Du kan læse meget mere om kongressen på Apimondia 2025. Det er desuden muligt at tilmelde sig som frivillig på kongressen eller tilbyde kongresdeltagere fra andre lande, at de kan besøge dig og din bigård se Beebonding.com – Beekeepers meeting. Da Apimondia kongressen som nævnt finder sted i Bella Centeret i København, giver det os som danske biavlere mulighed for en enestående oplevelse så grib den – vi ses.

HOBs bestyrelse har besluttet at støtte deltagelse i Apimondia kongressen i 2025. Fem medlemmer af HOB` kan få et tilskud på 200 kr., uanset deltagelse en eller flere dage. Tilskuddet tildeles efter først til mølle ved indsendelse af dokumentation for tilmelding og betaling til kongressen til paul.mikkelsen@mail.dk med cc til  aamand.bakkely@mail.dk. Det er bestyrelsens håb at medlemmer der deltager i Apimondia vil hjælpe med at hjemtage og dele spændende ny viden i foreningen

Årets 2. nyhedsbrev i en mere printvenlig PDF: 2025 Marts_Nyhedsbrev nr. 2

Del dette indlæg

Nyeste indlæg:

Formandens nyhedsbrev nr. 3

Der er flere nyheder denne gang. Foruden aktuelle fotos fra Skolebigården, der som altid kan ses under Menu – Galleri (aktuelt), er der også: Referat

Læs mere »