Knap 20 mennesker – og cirka lige så mange glas honninger – mødes mandag aften i Gjern Kultur og Idrætscenter. Det er altid hyggeligt, når Hammel og Omegns Biavlerforenings medlemmer mødes – denne gang blandt andet for at se hinandens flotte ”bi-produkter”.
Eneste malurt i bægeret var desværre at det mest var ”den gamle garde” der mødte op. Måske er det ordet ”Praleaften” der skræmmer nyere medlemmer væk, eller måske fordi at man tror at man skal have noget med at vise frem, for at kunne deltage i sådan en aften (…?…) for det er bestemt ikke tilfældet – og heldigvis deltog der da også enkelte andre end kun ”de gamle”.
De medlemmer der også havde taget andre bi-produkter med, var rigtig gode til at fortælle om deres ting og senere fik alle fremmødte lov til at smage på pollen, lynghonning, lakridshonning, kager, læskedrikke, mjød og meget mere.
Vores formand Poul Fjeldsted fortalte om hans høst af pollen, og vigtigheden af at pollen ikke nåede at mugne, men kom direkte i fryseren efter hyppig høst, og næste step var tørring i ovn, for til sidst at benytte en form for støvsuger til at filtrere urenheder (så som vinger, bi-ben, osv.) fra. Carsten Madsen og Jens Jørgen Mose talte begge om deres lynghonninger, og det var også meget interessant. Anette Uldael præsenterede sin lækre kage og læskedrik og meget andet. Og Anne og Gert Aamand havde et helt bord fuld at deres spændende ting med f.eks. mjød, ”Mormors honningroulade”, vokslys og ikke mindst deres BeeWrap der vandt sølvmedalje ved Biavlskonferencen tidligere i år.
Det var rigtig synd at ikke flere fik lov til at opleve og høre om disse ting. Det er spændende at lade sig inspirere af andre biavlere.
Aftenen sluttede af med honningbedømmelse. Alle fremmødte smagte på alle 15 honninger, og afgav deres stemme – ikke kun omkring honningernes smag, men bl.a. også hvordan den føles i munden, duft og udseende. Efter en større sammentælling, blev de to bedste honninger kåret.
- På en 1. plads var glas nummer 11 – en sommerhonning fra Bjarne Overgaard
- På en 2. plads var glas nummer 13 – en sommerhonning fra Gert Aamand Pedersen
Tak for en hyggelig aften.
Vil du se flere billeder fra denne aften, så find dem i vores Galleri – og vælg fanen: Arrangementer