Onsdag aften d. 8. april 2026 havde Hammel og Omegns Biavlerforening besøg af to eksperter i emnet – Seniorforsker Per Kryger der præsenterede de nyeste resultater fra projektet Bedre biavlspraksis og talte om hvordan du kan bruge yngelpause og monitering til at styrke bi-familiernes sundhed, og biavler Simon Kahr Jørgensen der delte ud af sine praktiske erfaringer med systematisk brug af yngelpause som varroabekæmpelse – og det foredrag tiltrak da også en del mennesker.
Endnu en gang handlede det om biernes fjende nummer 1: Varroa-miden!
Biavlere gør meget for at bekæmpe varroa-miden. Mange bruger forskellige former for kemi og Danmarks Biavler Forening har da også tidligere gennem mange år opfordret til at bruge ”Den Sikre Strategi”, hvor der benyttes drone-fraskæring, myresyre og oxalsyre. De kemiske bekæmpelsesmidler er effektive (studie i Italien viser f.eks. at 77% af varroa-miderne falder ned ved 1. drypning med Oxalsyre), men de virker ikke 100 %.
Men med miden følger flere bi-sygdomme på grund af virus. Per Kryger kan huske da varroa-miden kom til Danmark. Dengang spillede virus ikke en så stor rolle. Men efter alle disse år hvor biavlere har bekæmpet varroa-miden, må man erkende at Varroasyge er et stigende problem.
Varroasyge er en betegnelse som bruges om de mange bi-sygdomme (så som deform vingevirus, akut biparalysevirus, mm. – se mere på https://www.varroa.dk/varroa-viden/artikler/varroa-og-virus/ ), der opstår hos bier med varroa.
Behandling med kemi holder bierne i live, og opholder ligesom status quo. Kemi løser ikke varroa-sygen, men forlænger problemet. Alle bier overlever, både dem der har mange mider og dem der egentlig kunne klare sig selv.
Så vi er nødt til at tænke anderledes.
Vi skal finde og satse på de varroa-resistente bier. Flere steder i verden findes områder med varroa-resistente bier, men når man har forsøgt at flytte dem til Danmark, går bierne til eller de mister egenskaben vi efterspørger. Så det er ikke løsningen umiddelbart.
Per Kryger opfordrede da også til, at de menige biavlere efterspørger varroa-resistente bidronninger hos dronningebiavlerne, næste gang der skal købes en ny dronning. Desuden skal biavlere i Danmark blive meget bedre til at samarbejde, hvis vi skal avle os hen mod varroa-resistente bier i Danmark. Det duer ikke at nabobiavlerens droner forsat bære på gener fra ”varroa-bomber” (som man kalder bi-familier med stort varroa-tryk). Fremover skal vi ikke gemme familier med dårlig resistens mod varroa og dårlig udrensningsevne.
Men hvordan bekæmper vi varroa uden kemi? Der må fokuseres på varroa-midens livscyklus.
I Danmark kan vi benytte erfaringer fra Italien og Tyskland, hvor man har forsøgt sig med at indespærre dronningen i små og større bure, med eller uden tavle til at lægge æg i. Hvis dronningen er indespærret i 25 døgn, så er alt yngel i stadet klækket, og man påtvinger derfor varroa-miderne en ”yngelpause”. I de tilfælde hvor dronningen derimod har mulighed for at lægge æg, skal man selvfølgelig destruere disse tavler når de er forseglede.
Alt det med at ”tage dronningen og sætte hende i et bur”, affødte selvfølgelig spørgsmålet om Hvordan fanger man en dronning? Der findes mange typer fangstredskaber, men Per Kryger anbefalede den gamle metode hvor man tager dronningen mellem to fingre. Men det kræver øvelse! Man øver sig først på droner (hanbierne kan ikke stikke), ind til de overlever – herefter øver man sig på de almindelige bier, indtil man selv ikke længere bliver stukket 😊
Erfaringer fra Tyskland hvor man kombinerer dronefratagelse, oxalsyre og dronningeindespærring er værd at bygge videre på i Danmark. Men Per Kryger pointerede at det var vigtigt at tælle mider / monitorerer og kontrollere effekten. Hans motto er ”Hvis man har behandlet og ikke har kontrolleret – så har man ikke behandlet”. Han sagde desuden at dronefratagelse stadig er vigtig i kampen mod varroa og det samme gælder frisk pollen af god kvalitet.
Efter kaffen fortalte Simon Kahr Jørgensen om sin ”rejse efter en anden metode” som forgik fra 2015 og hen til i dag. Han havde ikke lyst til at bruge kemi, og fik bl.a. inspiration fra Michael Palmers bog der handler om Aflæggere som grundlag for bæredygtig biavl.
Simon Kahr Jørgensen sagde at han desværre pt ikke havde tid til at monitorerer – og for ham handlede det om: ”Keep it simpel”. Hans fokus er i stedet hvad der er naturligt for bi-familien, og i det hele taget altid at stole på naturen. Den ved bedst.
Han deler sine familier i sværmperioden (slutningen af maj – starten af juni). Halvdelen af hans bi-familier er honningproducerende, og den anden halvdel er aflæggere. Derved undgår man at forstyrre de honningproducerende familier, når der er behov for en dronning eller andet.
Ved at dele familierne, opstår der en yngelfri periode, der minder om biernes naturlige sværmsæson. Ved første honninghøst indespærrer han dronningen, laver en aflægger (= kunstsværm) og tilsætter dronningen i aflæggeren. Efter 10 dage kan man høste dronningeceller i det gamle stade (f.eks. til andre aflæggere – eller lade dem alle sidde, så klarer familien det selv). Efter yderligere 20 dage tjekkes at bi-familierne har en æglæggende dronning. Bierne får herved mulighed for at vise hvilke familier der kan overleve selv, og det er disse familier han avler videre på, men med stor genetisk variation.
Per Kryger sluttede af med at de biavlere der begynder med at bruge yngelpauser, har en fordel i forhold til Tropilaelaps-miden, som nok kommer til Danmark. Den nærmer sig nemlig, og det er vigtigt at forberede sig på en fremtid med dem, hvor behandlingen også er yngelpauser. Så vi kan ligeså få det lært!