Nyhedsbrev nr. 4 december 2015

18.12.2015

Hammel og Omegns Biavlerforening

Nyhedsbrev nr. 4, december 2015

Kære biavler

Nu hvor bi-året 2015 nærmer sig sin slutning, vil jeg og bestyrelsen ønske jer alle og jeres familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Samtidig vil vi også sige jer alle tak for samarbejdet i året 2015. Det er selvfølgelig bestyrelsens ønske, at vi også i det kommende år, kan fortsætte samarbejdet til glæde for os selv og til gavn for biavlen.

Generalforsamling

Torsdag den 28. januar 2016 kl. 19.00 afholder Hammel og Omegns Biavlerforening sin ordinære generalforsamling i Gjern Kultur – og Idrætscenter, Skovvejen 6, 8883 Gjern.

Dagsorden I henhold til vedtægterne, ser således ud:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse af regnskab og budget
  4. Bestyrelsens forslag og planer for det kommende år, herunder kontingent fastsættelse
  5. Forslag fra medlemmerne
  6. Valg af formand
  7. Valg af bestyrelse og suppleant
  8. Valg af revisor
  9. Eventuelt

Kom og gør din indflydelse gældende. Uden din medvirken mangler der et tandhjul til at drive foreningshjulet rundt.

Skolebigården

14 dage efter en vellykket oxalsyre behandling, kunne vi konstatere et midenedfald pr. familie mellem 10-200 mider. Det er absolut acceptabelt. Desuden så familierne fornuftige ud, pæn gennemsnitlig styrke og god foderstand. Men på grund af det lune efterårsvejr bliver det vigtigt, så tidligt som muligt når temperaturen tillader det, at se efter om de mangler foder.

Dialogen med kommunen, som jeg omtalte i det forrige nyhedsbrev, har endnu ikke ført til konkrete tilbud om bedre lokaleforhold i forbindelse med skolebigården på Klintholm. Det er fortsat vores håb at høre noget inden generalforsamlingen.

Begynderkursus 2016

Vi vil igen i 2016 tilbyde et begynderkursus i biavl. Den teoretiske del vil vi gennemføre  i Gjern Kultur- og Idrætscenter over fire torsdage , den 17. marts, 31. marts, 7. april og den 14. april.

Den praktiske del vil herefter foregå i skolebigården hver tiende dag begyndende den 18. april

Begynderkurset koster kr. 450. Tilmelding skal ske senest den 10. marts til:

Flemming Thorsen flemt@fibermail.dk eller tlf. 20261563.

Poul Fjeldsted fjeldstedpoul@gmail.com eller tlf 23218994

På Hjemmesiden hammel-bi.dk kan du læs mere om kurset incl. nødvendige praktiske oplysninger.

Pbv

Poul Fjeldsted

Del dette indlæg

Nyeste indlæg: