Opskrifter med honning
På denne side er der enkelte opskrifter hvor honning indgår. Har du en opskrift du gerne vil dele med andre, er du velkommen til at skrive til dem der er ansvarlig for hjemmesiden – find os nederst på siden Om os
Sportsdrik med honning
- 60 gr. honning
- Saft af ½ citron
- Evt. en knivspids salt
- 0,75 liter vand
Bland honning og citronsaft med salt. Tilsæt vand og rør til honningen er opløst. Afkøl drikken. Ryst den før den drikkes.
Mælkebøttesaft
Mælkebøttehoveder knipses af planterne, uden af stilken eller den grønne bladbund kommer med, da saften ellers bliver bitter.
- 1 l vand
- 50 – 75 blomsterhoveder af mælkebøtte
- saft af 1 citron (økologisk)
- 1 – 2 dl honning
Vandet bringes i kog i en gryde, og når det spilkoger, tages gryden af blusset, og blomsterhovederne kommes i. Lad gryden stå med blomsterne i, til vandet er blevet koldt. Si blomsterne fra, og giv saften et opkog. Smag til med citron og honning. Mælkebøttesaften bliver flot gul og kan fortyndes med vand efter behag.
(Mælkebøttehoveder kan evt. erstattes med hyldeblomster)
Hostete
- 2 dl te
- 2 spsk. honning
- 2 spsk. rom
Opløs honningen i den varme te, og tilsæt rommen. Drik i små slurke
Honninghjerter
- 500 gr. mel
- 500 gr. honning
- 2 æggeblommer
- 2 tsk. kanel
- 2 tsk. stødt nellike
- 2 tsk. stødt ingefær
- 2 tsk. potaske
- 2 spsk. koldt vand
- 2 tsk. hjortetaksalt
Fordej: Laves i god tid (gerne måneder i forvejen) ved at blande mel og honning
Rør potaske med 1 spsk. vand. Rør æggeblommer med hjortetaksalt. Bland disse to ting med fordejen og alle krydderierne (røres med røremaskine med dejkroge). Rul ud på meldrysset bord i ½ cm tykkelse. Stik ud i hjerter og bag 10 – 12 min. ved 170 grader. Køles helt ned og dyppes i smeltet chokolade.
Honningkage i bradepande
- 4 æg
- 250 gr. farin (eller evt. sirup)
- 125 gr. sukker
- 500 gr. flydende honning
- 600 gr. mel
- 1 kop vand
- 1 kop kold kaffe
- 2 tsk. natron
- 1 tsk. stødt nelliker
- 2 stk. kanel
Æggene røres godt med farin/sirup. Sukker røres i; herefter honning. mel røres i sammen med vand og kaffe. Krydderier og natron røres i, evt. piskes i. Vær opmærksom på, at der ikke må være selv små klumper af mel eller natron. Brug evt. en si til disse.
Hældes i en bradepande beklædt med bagepapir (også op ad siderne). Bages ved 150 grader i 45 minutter i varmluftovn eller ved 180 grader i 45 minutter i almindelig ovn. kagen køles godt ned, gerne til næste dag, hvorefter smørcreme lægges i (se herunder).
Smørcreme til honningkage:
- 200 – 250 gr. smør
- 180 gr. flormelis
- 3 æggeblommer (gerne pasteuriseret)
- 1 tsk. vaniljesukker
Smør røres godt med flomelis, tilsæt æggeblommer og vaniljesukker og rør godt igennem.
Kagen skæres i lange baner som flækkes og smøres med smørcreme. Kagen lægges sammen i banerne igen og køles ned. Drysses evt. med sigtet flormelis i et tyndt lag. Skæres i skiver. Kagen kan fryses og optøes lidt før servering.
Flødekarameller med honning – cirka 56 stk.
- ½ l. piskefløde
- 250 gr. sukker
- 125 gr. honning
Alle ingredienserne koges indtil karamellen er godt gylden og meget tyktflydende. Rør i den med jævne mellemrum, dog mest i slutningen. Karamellen er først færdigkogt, når den er gylden og slipper grydens bund. Det tager lang tid, ved jævn og god varme. Tjek med et sukkertermometer. Karamellem skal minimum være 135 grader, men vigtigst af alt, være mørk gylden, tyk og sej.
Gryden tages af varmen. Afsæt gerne en lille prøve på køkkenbordet når du har en fornemmelse af, at karamellem er færdigkogt. Du vil da hurtigt kunne vurdere, om karamelmassen vil blive for blød i konsistensen og derved skal koges lidt mere.
Karamellen hældes op i en beholder 18 cm X 18 cm, der er foret med olieret bagepapir på både bund og sider. Læg ligeledes et stykke olieret bagepapir på som top. Lad karamellen afkøle ved stuetemperatur, helst til næste dag – alternativt 4 – 5 timer. Udskæres i 6 x 9 = i alt 56 stykker. Stykkerne pakkes ind enkeltvis i cellofan.
Biavlerens karrysuppe
- 250 gr. grønne linser
- 4 store løg
- 4-5 tsk. karry
- 1 lille dåse tomatpuré
- 1½ liter vand
- 3 grøntsags bouillonterninger
- Honning
- Yoghurt
Svits løg og karry i en gryde i lidt olie, skyl linserne og kom dem i gryden sammen med tomatpuré. Lad suppen koge i 25 min. under låg. Smag til med salt, peber og server med en skefuld yoghurt og en klat honning på toppen.